FORNUFT OG LOGISKE MØNSTRE

Overvejer vi det grundlæggende fornuft mønster bag design og endvidere kigger på kernen i design praksis af ‘framing’ og ‘frame creation’, ender vi op med at opdage måder hvorpå disse centrale design praksis’er kan overføres til (adopteres) og indgå i organisationers problem løsning og innovation.

En lille forklaring til forståelse af den lidt ‘tunge’ filosofiske begrebsverden, der - alt andet lige - alligevel er temmelig meget indgroet i det moderne menneskes karakter:

Rationalitetstyper

Latin ratio: udregning, (logisk) forklaring og metode, fornuft + latin typus: slag, præg, grundform.

Rationalitet er en fornuftsmæssig tænkemåde, dvs. en tænkemåde, som følger et bestemt logisk mønster. Men fornuft er ikke et entydigt begreb. Der er forskellige måder at tænke på, forskellige former for "logik", afhængigt af, hvad man beskæftiger sig med. Hvad der anses for at være rationalitet (fornuft) eller rationelt (fornuftigt) kan variere: hvad der i én sammenhæng kan være rationelt, behøver ikke at være det i en anden sammenhæng. Begrebet 'rationalitet' indgår som en central del af Habermas' tænkning.

Han skelner mellem a) den kognitivt-instrumentelle rationalitet, der er knyttet til den teknisk-naturvidenskabelige erkendeinteresse i at forklare og beherske naturen og samfundet/systemverdenen; b) den moralsk-praktiske rationalitet, der er knyttet til de humanistiske videnskabers erkendeinteresse i at forstå menneskers holdninger og handlinger og menneskers interesse i at komme til forståelse med hinanden gennem (herredømmefri) kommunikation, og c) den æstetisk-ekspressive rationalitet, der er knyttet til samfundsvidenskabernes emancipatoriske (frigørende) erkendeinteresser i at forklare de samfundsmæssige lovmæssigheder og forstå de menneskelige motiver med henblik på forandring (til det bedre) ved at mindske den samfundsmæssige tvang.

Rationalisme

Af latin ratio: forstand, fornuft.

Begrebet rationalisme bruges i to betydninger:

• som modstykke til empirisme og
• som modstykke til irrationalisme.

I Oplysningsbevægelsen træder modsætningen mellem den klassiske rationalisme og den klassiske empirisme i baggrunden til fordel for et rationalismebegreb, der omfatter dem begge. Her står rationalisme for troen på, at mennesket kan klare sig med sine egne naturlige evner (sansning og tænkning) og ikke behøver at forlade sig på irrationelle faktorer som fx åbenbaringer. Heri ligger en kritik af den traditionelle autoritetstænkning, dvs. menneskets løsrivelse fra fx Kirkens autoritet. Mennesket skal gennem oplysning blive sit eget livs autoritet. I betegnelsen Kritisk rationalisme er det betydning nr. 2, Popper bygger på, idet han erklærer sig som "både en art empirist og en art rationalist". Habermas er også rationalist i den brede betydning.

Ref.: systime.dk