Den effektuale anvendelse af offeromkostning princippet er gennemsyret af muligheden for, at entrepreneuren kan støbe, forme, transformere og rekonstruere nuværende realiteter, inklusiv deres egne begrænsede ressourcer, til nye muligheder (og værdier).

Kausale modeller fokuserer på at maksimere afkastet gennem valg af optimale strategier.
Effektuation begynder med en bestemmelse af, hvor meget personen er villig til at undvære (eller - afhængig af temperament - miste), og fordelagtiggøre begrænsede midler på kreative måder til at generere nye mål såvel som nye midler.

Entrepreneuren der gør brug af kausal logik beregner forinden opstart, hvor mange penge han har brug for til at starte forretningen og vil investere tid, anstrengelser og energi på at skaffe pengene.
Effektuatoren, i modsætning, forsøger at estimere ulemperne og undersøger hvad han er villig til at undvære (miste) for at starte foretagenet. Effektuatoren benytter derefter selve processen med at opbygge foretagenet, til at bringe andre intessenter ombord og kreativt fordelagtiggøre de overskydende ressourcer som er tilgængelige i verden. På hvert trin i processen vælger effektuatoren muligheder der skaber flere muligheder (åbninger) i fremtiden.

Skønnet over hvad der kan undværes afhænger ikke af foretagenet, men varierer fra entrepreneur til entrepreneur og selv henover hans eller hendes livsetaper og omstændigheder. Ved at tillade skønnet over hvad der er råd til, at være den styrende faktor for entrepreneurens beslutninger for, hvilke foretagender der startes op, reduceres effektuatorens afhængighed af forudsigelser. For at beregne forventet afkast, er vi nødt til at skønne om fremtidigt salg og mulige ricisi der udgøre vores kapitalomkostninger, og derefter skaffe tilstækkelig kapital til at få foretagenet til at ske. For at beregne hvad vi har råd til at undvære (miste), behøver vi blot at kende vores nuværende financielle kondition og et psykologisk skøn over vores engagement med hensyn til et ‘i-værste-fald’ scenario.

Dette er ikke kun en ikke-forudsigende form for skøn; det er også en måde at nulstille usikkerhedens rolle i ‘early-stage’ financierings-beslutninger.

‘Tag springet’ beslutningen giver en god illustration af tåle-at-undvære princippet.
Forestil dig en entrepreneur som overvejer at opsige sit velbetalte job, for at starte sit eget firma.
Kausal logik foreslår at han skal udføre nogle markedsundersøgelser og konkurrence analyser til at beregne den potentielle risiko og foretagenets udbytte, og derefter beslutte om han ønsker at ‘tage springet’.
Hans spekulationer kunne være følgende:

• Jeg har brug for kr. 6 million til opstart af dette foretagende, og jeg håber at nå ‘break even’ efter to år.
• Jeg kan selv indskyde kr. 1 million, så jeg har behov for at skaffe kr. 5 million før jeg kan ‘tage springet’.
• Endog uden at tage hensyn til mine offeromkostninger i form af to års løn.

For den kausale entrepreneur, er ‘springet’ et spørgsmål om at specificere parametrene så nøjagtig som muligt, for at kunne tage en god beslutning.

Effektual logik, i modsætning, foreslår at entrepreneuren fastsætter en øvre grænse for, hvad han er villig til at undvære (miste) for at kunne starte foretagenet.
Så effektuatoren tænker måske,

• Jeg har altid ønsket at være min egen chef.
• Jeg tror jeg har råd til at bruge to år og investere mine kr. 1 million i at prøve dette.
• I værste fald vil jeg miste pengene og være tilbage på job-markedet om to år.
• Men hvis jeg ikke gør det nu (jeg er tæt på 40 og mine børn flytter snart hjemmefra),
  hvornår vil jeg så nogensinde gøre det?.

For den effektuale entrepreneur involverer dét at ‘tage springet’, at designe et foretagende ved at anvende hvad han har, og hvad andre i sidste ende måtte byde ind med. Dette kan eller kan ikke omfatte yderligere financiering af kr. 5 million.

Bemærk, at i det kausale tilfælde handler al information sig om sager, der i øjeblikket er udenfor beslutningstagerens kontrol og er næsten fuldstændig afhængig af virkningen som skal oprettes. I det effektuale tilfælde handler al information sig om entrepreneurens eget liv, nuværende engagement, forpligtelser og forhåbninger, som involverer en afvejning mellem subjektive risici og værdier, han kan hævde en vis kontrol over.
Dette kan naturligvis kun virke hvis han er villig til at justere formen og hovedlinjerne i hans foretagende (i.e. virkningen), i samme omfang og intensitet som hans indsats, snarere end til nogle ‘muligheder’ der er årsagsbestemt udefra af et ‘marked’.
Med andre ord må hans virkning og resultater tilpasse sig entrepreneurens midler – og ikke omvendt.

Det næste princip, ‘Fordelagtiggør-uvished’ (lemonade) princippet dikterer desuden, at effektuatoren finder kreative måder at få hans idé på markedet, med de midler han kan samle. Dette nødvendiggør normalt inddragelse af eksterne interessenter, som selv anvender eller ikke anvender ‘fordelagtiggør-uvished’ princippet når de forpligter ressourcer til det spirende foretagende.

Offeromkostningen ved at starte et foretagende er meget klar – det er lig med løn-indtægten, eller en funktion af løn-indtægten. Men offeromkosningen ved ikke at starte et foretagende – det vil sige, omkostningerne ved at forblive i sit nuværende job – er blevet sat til nul i alle kausale analyser af beslutningen om at ‘tage springet’.
I modsætning hertil, tager effektuation udtrykkeligt højde for dét faktum, at der eksisterer offeromkostninger (som funktion af afkast) ved ikke at starte foretagendet. Idet effektuale resultater er usikre i en Knightiansk forstand, kan disse offeromkostninger være vilkårligt høje. Tilmed, i det effektuale tilfælde, er investeringer i det nye foretagende ikke afhængig af foretagendet. Det er i stedet en funktion af entrepreneurens nuværende indkomst og rigdom (velstand), repræsenteret som en funktion af hans løn-indtægt. Entrepreneurens overordnede tro på at succes sandsynligvis vil bibringe betydelig gevinst (financiel og andet), selv hvis den er uspecificeret, tilbyder en tilstrækkelig forudsætning for effektual handling.

Offeromkostning kan bruges til at reducere risici, ved at fokusere på styring af ugunstige og besværlige scenarier og finde måder at nå markedet på, med et minimum forbrug af sådanne ressourcer som tid, indsats og penge. Med en effektual indstilling, bliver usikkerhed relativt irrelevant for entrepreneuren, som kreativt finder måder at komme på markedet gennem eksisterende slækkelser (og sprækker) i verden og investeringer fra en række af interessenter. Ekspert entrepreneuren mestrer offeromkostning princippet og er i stand til at omsætte det til nul-ressourcer-til-marked princippet. Ydermere, i stedet for at forene offeromkostning princippet med beregninger af forventet afkast, til at bestemme hvilket særligt foretagende der opstartes samt benytte kausale analyser, forener effektuation offeromkostning med selvvalgte interessenter og deres evne til at støbe og konstruere nye muligheder, som det primære kriterie for valget blandt nye foretagender.

Anvendelsen af offeromkostning tvinger effektuatorer til at søge interessenter indenfor deres umiddelbare nærhed, hvadenten det er indenfor deres geografiske eller sociokulturelle nærhed, indenfor deres sociale netværk eller indenfor deres professionelle ekspertområde. Ydermere, ved at vælge ikke at binde dem selv til noget teoretiseret eller forudfattet ‘marked’ eller strategisk univers for deres idé, åbner effektuatorer dem selv for overraskelser om, på hvilke markeder de til sidst ender op med at opbygge deres forretning og endda hvilke nye markeder de vil skabe.